Facadeisolering pris

Få et uforpligtende tilbud eller læs mere
Vandskuring af hus
Netpuds
Indholdsfortegnelse

Hvad koster facadeisolering

Prisen på facadeisolering varierer afhængigt af flere faktorer, herunder valg af isoleringstykkelse, facadens nuværende tilstand og den ønskede overfladebehandling. Det er derfor vigtigt at undersøge de forskellige muligheder grundigt for at finde den bedste løsning til dit projekt.

Isoleringstykkelse og materialepris

En af de største prisfaktorer er tykkelsen af isoleringen. For eksempel er materialeprisen på 200 mm facadeisolering cirka 250 kr. dyrere end prisen på 100 mm pr m2. Dette skyldes den ekstra materialemængde samt de tekniske krav, der kan følge med en tykkere isoleringsløsning.

Generelt ligger prisen for udvendig facadeisolering på omkring 1.800 – 2.200 kr. pr. m2 for en løsning med 100 mm isolering og afsluttende vandskuring. Denne pris inkluderer materialer, arbejdsløn og moms. Hvis man derimod vælger en tykkere isoleringsløsning eller en mere eksklusiv facadeafslutning, kan prisen blive højere.

Facadens nuværende tilstand

Inden man kan gå i gang med facadeisoleringen, er det nødvendigt at vurdere facadens nuværende tilstand. Hvis facaden er meget ujævn eller i dårlig stand, skal den klargøres først. Dette kan omfatte:

  • Reparation af sætningsskader og revner
  • Udskiftning af beskadigede mursten
  • Udbedring af lunker og ujævnheder
  • Afrensning af algevækst
  • Fjernelse af løs maling

Disse forberedende arbejder kan tilføje ekstra omkostninger til projektet, afhængigt af omfanget af skader og reparationer.

Pris og besparelse

Samlet set kan prisen for facadeisolering variere betydeligt afhængigt af projektets kompleksitet og de valgte materialer. Som tommelfingerregel kan du regne med:

  • Ca. 1.800 – 2.200 kr. pr. m² for 100 mm facadeisolering med tyndpuds
  • Op til 3.500 kr. pr. m² for tykkere isolering eller en mere avanceret slutoverflade, såsom murstensmønster
  • Ekstra udgifter til forberedende arbejde, afhængigt af facadens nuværende tilstand

Når det kommer til facadeisolering, hænger pris og kvalitet sammen. En tykkere isolering koster mere i materialer, men giver samtidig en større besparelse på varmeregningen. For eksempel vil en facadeisolering på 100 mm eller mere resultere i en markant bedre varmeøkonomi sammenlignet med en løsning på 50 mm. På længere sigt vil investeringen ofte tjene sig selv hjem gennem lavere energiomkostninger.

Hvilken tykkelse skal man vælge til udvendig isolering

Udvendig facadeisolering af boligen er en effektiv metode til at forbedre boligens energiforbrug og give ejendommen et nyt udtryk. Det er dog vigtigt at vælge den rette isoleringstykkelse, da dette har stor betydning for både varmebesparelsen og den æstetiske fremtoning af bygningen. Arbejdet skal udføres omhyggeligt for at sikre et flot resultat.

De mest anvendte tykkelser til facadeisolering

Der findes flere forskellige tykkelser af facadebatts, som kan anvendes til udvendig isolering. De mest brugte tykkelser er 50 mm og 100 mm, men der findes også løsninger i 30 mm, 80 mm, 120 mm, 150 mm, 180 mm, 200 mm og 250 mm. Valget afhænger af bygningens eksisterende facade, isoleringsbehov, budgettet og omgivelserne.

Fordele ved forskellige isoleringstykkelser

  • 30 mm og 50 mm: Disse tykkelser bruges typisk til mindre efterisoleringer eller ved facader, hvor der er begrænsninger på, hvor meget væggen må bygge ud. 50 mm er en populær løsning, da det giver en mærkbar forbedring uden at ændre facadens dybde markant.
  • 100 mm: En af de mest anvendte tykkelser. Denne tykkelse giver en god balance mellem isoleringsevne og pris. Selvom materialerne er dyrere end ved 50 mm, er arbejdslønnen den samme, hvilket gør det til en økonomisk fordelagtig løsning for mange boligejere.
  • 120 mm til 150 mm: Hvis der ønskes en endnu bedre isolering, kan man gå op i denne tykkelse. Dette anbefales især ved større renoveringsprojekter, hvor der ønskes større energibesparelse.
  • 180 mm til 250 mm: Disse tykkelser anvendes primært i nybyggeri eller ved energirenoveringer, hvor der er fokus på passivhusstandarder og ekstremt lave varmetab. De kræver dog større justeringer af facadens udtryk, såsom tilpasning af vindueslysninger og sålbænke.

Hvad skal man vælge?

Valget af isoleringstykkelse afhænger af flere faktorer:

  • Bygningens nuværende isoleringsniveau – Hvor meget isolering er der i forvejen?
  • Budget – Har du økonomisk råderum til at investere i en tykkere løsning?
  • Pladsforhold – Hvor meget må facaden ændre sig i dybden?
  • Langsigtet energibesparelse – Hvor meget vil du spare på varmeregningen?

Hvis du er i tvivl om, hvilken løsning der passer bedst til din bolig, er du velkommen til at kontakte os. Vi tilbyder en uforpligtende gennemgang af dine muligheder, så du kan træffe den bedste beslutning for din ejendom.

Eksempler på facadeopgaver

Vi bruger altid et komplet system fra én producent for at sikre, at materialerne arbejder sammen og giver den bedste holdbarhed, samt garanti

Afsluttende overfladebehandling

Når din facadeisolering er færdiggjort, vil dit hjem fremstå som nyt. Det afsluttende resultat afhænger af den struktur og farve, du vælger, og det er vigtigt at træffe det rette valg, så facaden harmonerer med husets stil og omgivelser. Med facadeisolering får du ikke kun en mere energieffektiv bolig, men også et æstetisk løft, der kan øge din ejendoms værdi og give en følelse af fornyelse.

Valg af farve og struktur

Et af de store fordele ved facadeisolering er muligheden for selv at vælge både farve og struktur. Der er tre forskellige løsninger, når det kommer til overfladestrukturen:

Skalcem S2000 – Dette er den mest finkornede struktur og er den løsning, som de fleste kunder vælger. Den minder meget om en traditionelt filtet overflade og giver et stilrent og moderne udtryk. Skalcem S2000 fås som standard i 36 forskellige farver, herunder creme, grå, blå, rød, hvid og gul. Denne løsning er ideel, hvis du ønsker en glat og ensartet facade med et elegant udtryk

Skalcem 3000 – Hvis du ønsker en smule mere struktur i facaden, men stadig vil bevare et diskret udseende, kan Skalcem 3000 være det rette valg. Denne løsning har en lettere grov overflade, men stadig med en glat finish. Skalcem 3000 fås kun i hvid som standard, men den kan males i den farve, du ønsker, så den matcher din bolig perfekt.

Weber 280 – Webers 280’er er kendt i murerbranchen for sin ekstra styrke og holdbarhed. Den har en mere grovkornet overflade end de to andre muligheder og skaber et rustikt look. Den leveres i grå, men kan også males, hvis du ønsker en anden farve. Denne løsning er særligt velegnet til facader, der skal kunne modstå høj slid

Fleksibilitet og personlig tilpasning

Uanset hvilken af de tre løsninger du vælger, har du mulighed for at få facaden malet, så den passer præcis til dine ønsker. Dette giver en enorm fleksibilitet, da du kan kombinere holdbarhed med et personligt præg. Hvis du er i tvivl om, hvilken løsning der er den rette for dig, kan vi lave en prøve på din facadeisolering. Dette giver dig mulighed for at se og mærke forskellen på de forskellige strukturer og træffe det bedste valg for dit hjem.

Langtidsholdbart resultat

Et veludført facadeisoleringsprojekt sikrer ikke blot en flot facade, men også en holdbar løsning, der kan modstå det danske klima i mange år. De materialer, der anvendes, er af høj kvalitet og udviklet til at stå imod regn, frost og solens UV-stråler. Uanset om du vælger Skalcem S2000, Skalcem 3000 eller Weber 280, kan du være sikker på, at resultatet er både æstetisk tiltalende og yderst modstandsdygtigt.

Ved at vælge den rette struktur og farve får du et afsluttende resultat, der matcher dine ønsker og samtidig sikrer dit hjem en beskyttende og flot facade i mange år fremover.

Hvor lang tid tager facadeisolering

Facadeisolering er en omfattende proces, der afhænger af flere faktorer, og derfor er det svært at give et præcist tidsestimat. Det svarer til at spørge: “Hvad koster en rød bil?” Svaret afhænger af mange variabler, herunder bygningens størrelse, tilstand, kompleksitet og de specifikke krav til isoleringen. Dog tager de fleste facadeisoleringsprojekter typisk mellem 2 og 4 uger at gennemføre.

Faktorer der påvirker tidsforbruget

Bygningens størrelse og højde
Jo større og højere bygningen er, desto mere tid vil det tage at udføre arbejdet. En etplansvilla er hurtigere at isolere end en højere ejendom med gavle og komplekse detaljer.

Isoleringens tykkelse
Hvis der skal påføres et tykt lag isolering, f.eks. 250 mm, vil det tage længere tid at montere og fastgøre, end hvis der kun skulle påføres 100 mm. Jo tykkere isoleringen er, desto mere arbejde kræver det at justere og tilpasse.

Justering af vinduer og døre
Hvis isoleringen er så tyk, at vinduer og døre skal rykkes ud, kræver det ekstra arbejde og præcision, hvilket forlænger projektets varighed.

Underlagets tilstand
Hvis facaden er i dårlig stand og kræver reparationer såsom udbedring af sætningsrevner, omfugning eller sandblæsning, inden isoleringen kan påføres, vil det tage længere tid. Hvis facaden derimod er i god stand, kan arbejdet gå hurtigere.

Stilladsopsætning
På høje bygninger eller ejendomme med svært tilgængelige områder er det nødvendigt at opsætte stillads. Dette kan tage et par ekstra dage, afhængigt af opgavens omfang og kompleksitet.

Arbejdskraft og erfaring
Et erfarent team, som er vant til at arbejde med facadeisolering, vil kunne udføre opgaven hurtigere end et mindre rutineret hold. Hos Malax bruger vi kun uddannede håndværkere, som er specialiserede i facaderenovering, hvilket sikrer en effektiv og præcis udførelse.

Typisk tidsplan for facadeisolering

Forberedelse (1-3 dage)
Opsætning af stillads, afdækning og forberedelse af underlaget.

Montering af isolering (3-7 dage)
Fastgørelse af isoleringsplader samt klæbning og dyvling.

Netpuds og armering (3-5 dage)
Påføring af armeringsnet og første lag puds.

Slutpuds og finish (4-7 dage)
Afsluttende pudslag og eventuelt maling eller filtsning.

Samlet vurdering

For de fleste almindelige huse tager facadeisolering mellem 2 og 4 uger, men større og mere komplekse projekter kan tage længere tid. Hvis du overvejer facadeisolering, kan du kontakte Malax for en vurdering af din specifikke opgave og få en præcis tidsplan og prisoverslag.

Facadeisolering trin for trin

Det anbefales altid at lade nogle erfarne fagfolk stå for facaderenoveringen, men hvis du alligevel vil gå i gang med projektet, har vi skrevet en trin for trin guide her:

Trin 1: Klargøring af facaden

Før arbejdet påbegyndes, skal facaden forberedes ved at fjerne snavs, alger, nedløbsrør, lamper og andre udstikkende elementer. Hvis det er nødvendigt, kan vinduer flyttes ud for bedre tilpasning af isoleringen.

Trin 2: Montering af sokkelprofil

En sokkelprofil monteres i facadens bundkant ved hjælp af skruer og monteringskit. Sokkelnettet klikkes fast på den fastgjorte profil for en sikker installation.

Trin 3: Fastgørelse af isolering

Isoleringspladerne punktlimes med fliseklæb påført med tandspartel. Der anvendes 6 limsteder per plade for optimal fastgørelse.

Trin 4: Montering af plader i forbandt

Pladerne monteres vandret i forbandt, startende fra sokkelprofilen og opefter for at sikre en stabil og ensartet opbygning.

Trin 5: Fastgørelse med dybler

Pladerne fastgøres med dybler i forborede huller (Ø8 mm). På træunderlag er forborring ikke nødvendig. Valget af dybler afhænger af terrænklassen.

Trin 6: Montering af thermodybler

Thermodyblerne monteres hurtigt og effektivt med Ejot Tool og undersænkes korrekt i pladerne.

Trin 7: Isolering af thermodybler

For at sikre optimal tætning isoleres de undersænkede thermodybler med mineraluldsprop.

Trin 8: Armering og pudsning

Sokkelnet, hjørneprofiler og drypnæseprofiler monteres i grundpuds / første lag filts. Nettet arbejdes ind i den våde puds med mindst 5 cm overlap.

Trin 9: Ekstra forstærkning ved åbninger

Vindues- og dørhjørner får ekstra forstærkning med en skrå armering på mindst 20 x 50 cm for at forhindre revnedannelse.

Trin 10: Påføring af grundpuds / filts

Skaltherm Grundpuds, eller weber 280 påføres med et stålbræt i 6-8 mm lagtykkelse i lodrette baner svarende til nettets bredde.

Trin 11: Montering af armeringsnet

Armeringsnettet skæres til og placeres i den våde grundpuds med mindst 5 cm overlap ved samlinger.

Trin 12: Indarbejdning af net i pudslag

Nettet arbejdes ind i pudslaget, så det er helt dækket af puds og placeret i den yderste tredjedel af laget. Eventuelle huller efterfyldes.

Trin 13: Slutpudsning

Efter ca. 2 døgn kan facaden slutpudses med en af følgende produkter: Skalcem S2000/CF2000, Skalcem 3000 Skalflex Silikonepuds eller Weber 280.

Fordele og ulemper ved facadeisolering

Facadeisolering er en effektiv løsning til både energiforbedring og facaderenovering. Det fungerer som en varm frakke til huset, hvor kulden holdes ude, og varmen bevares inde. Sammenlignet med indvendig isolering har facadeisolering den fordel, at det ikke reducerer boligarealet. Det er især velegnet til ældre huse, murstensbyggeri uden hulmure samt beton- og gasbetonhuse.

De 7 fordele ved facadeisolering

  1. Energibesparelse og bedre komfort Facadeisolering bidrager væsentligt til at reducere varmetabet, hvilket resulterer i lavere varmeregninger. Da den eksisterende ydervæg holdes varm og tør, minimeres risikoen for fugtproblemer, og boligen får et bedre indeklima.
  2. Forbedret energimærkning og ejendomsværdi En facadeisolering kan forbedre boligens energimærke, hvilket gør den mere attraktiv for potentielle købere. Dertil øger det ejendomsværdien og kan give en bedre salgspris ved videresalg.
  3. Holdbar og slidstærk facade Systemer som Skalflex Facadeisoleringssystem består af pudsbærende stenuldsisolering, netarmering og puds, hvilket skaber en stærk og robust facade. Netarmeringen sikrer, at pudsen ikke revner, hvilket forlænger levetiden.
  4. Forhindrer kuldebroer Kuldebroer ved etageadskillelser, skillevægge og vinduesfalse reduceres eller elimineres, hvilket forbedrer isoleringsevnen. Ved facadeisolering undgår man også, at kulde trænger ind gennem vægge og skaber temperaturforskelle.
  5. Ingen pladstab indendørs Da isoleringen sker udvendigt, påvirkes boligarealet ikke. Der er heller ikke behov for at flytte installationer som radiatorer, varmerør eller el, hvilket gør løsningen mere bekvem end indvendig isolering.
  6. Æstetisk opgradering af facaden Facadeisolering giver mulighed for at forny husets udseende. Den færdige facade kan få en klassisk, glat puds eller en strukturpuds, og det er muligt at vælge forskellige farver eller endda et vandskuret murstenslook.
  7. Brand- og fugtsikker løsning Materialer som mineraluldsisolering fra Paroc er brandsikre og diffusionsåbne, hvilket betyder, at væggene kan ånde og undgår fugtophobning.

De 4 ulemper ved facadeisolering

  1. Høj pris Facadeisolering er den dyreste form for facaderenovering, men på længere sigt kan besparelserne på varmeregningen og den øgede ejendomsværdi opveje omkostningen.
  2. Vinduer og døre skal tilpasses Da væggen bliver tykkere, skal vinduer og døre enten flyttes ud, eller der skal laves dybere false, hvilket kan øge kompleksiteten og prisen på projektet.
  3. Reparationer kan være dyre Hvis der senere skal laves reparationer på den udvendige isolering, kan det være omkostningstungt og besværligt at udbedre skaderne.
  4. Installationer skal flyttes Lamper, nedløbsrør, ventilationskanaler og andre installationer på facaden skal rykkes ud, hvilket kan øge omkostningerne og forlænge arbejdstiden.

Forberedelse til montering af facadeisolering med puds

En grundig forberedelse af facaden er afgørende for et holdbart og professionelt resultat, når man monterer facadeisolering. Ved at sikre, at underlaget er rent, plant og strukturelt sundt, skaber man de bedste forudsætninger for en veludført facadeisolering, der kan holde i mange år. Her gennemgås en række vigtige trin, der bør udføres inden arbejdet påbegyndes.

Rensning af facaden

Før facadeisoleringen monteres, skal facaden være fri for snavs, alger og andre begroninger. Afskallende maling eller løs puds fjernes, så overfladen bliver jævn og fast. En grundig rengøring kan foretages ved sandblæsning, højtryksrensning eller slibning.

Udbedring af sætningsrevner

Eksisterende revner i facaden skal udbedres og armeres for at sikre en stabil overflade. Rustfrit armeringsstål anvendes til dette formål. Ved store revner kan det være nødvendigt at foretage en større støbning.

Kontrol af ydervæggens planhed

Ydervæggen skal være så plan som muligt med en maksimal afvigelse på +/- 5 mm pr løbende 2 meter. Større ujævnheder kan påvirke facadeisoleringens æstetik, hvorfor uregelmæssigheder bør udbedres før montering. Dette kan gøres ved pudsning eller opretning.

Håndtering af opstigende grundfugt

Opstigende fugt kan forringe facadeisoleringen over tid. Hvis der er tegn på fugtproblemer, bør disse løses, f.eks. ved etablering af en fugtspærre.

Fremrykning af vinduer og døre

For at kompensere for den ekstra tykkelse, som facadeisoleringen tilføjer, kan vinduer og døre fremrykkes. Dette sikrer en harmonisk overgang mellem facade og bygningsåbninger, samtidig med at kuldebroer minimeres.

Sikring af underlaget

Underlaget skal være tørt, mineralsk, fast og strukturelt sundt, så det kan bære facadeisoleringen. Løstsiddende puds fjernes, og løse fuger fuges om. Plastmaling skal brydes i overfladen for at sikre, at muren kan ”ånde” bag den nye isolering. Kalk fjernes helt, da det kan forhindre vedhæftning af isoleringen.

Forberedelse af installationer

Monterede elementer som nedløbsrør, lamper og andet facadeudstyr skal fjernes, hvis det vurderes nødvendigt. Derudover må kabler, el-installationer og gasskabe ikke dækkes af isoleringen. Det er vigtigt at konsultere de relevante forsyningsselskaber inden arbejdet påbegyndes for at sikre korrekt håndtering.

Spørgsmål & Svar

De fleste bygninger kan få facadeisolering, men for ældre eller bevaringsværdige ejendomme kan der være begrænsninger.

Afhængigt af bygningens nuværende isoleringsniveau kan facadeisolering reducere varmetabet med op til 30-40 %, hvilket kan give betydelige besparelser.

En korrekt udført facadeisolering kan holde i 30-50 år, afhængigt af materialer og vedligeholdelse.

I nogle tilfælde, ja. Især hvis bygningens facadeændring påvirker det visuelle udtryk markant eller overskrider lokalplanens bestemmelser.

Scroll to Top